Forside Info Papirklip Tørklæder Puder Foto Print Skulpturværkstedet

Info > Personen bag tekstilværkstedet er:

Inspirationen til mine papirklip og mønstre henter jeg mange steder fra. Det kan være fra rejser i ind- og udlandet, hvor jeg til stadighed er på jagt efter detaljer med mit kamera. Men også hverdagens små skæve vinkler fanger min interesse. Det kan være skyggerne på gulvet, den afskallede maling eller den fastbrændte spinat i bunden af gryden.
Indianernes og Inuitternes sagn og myter, der indeholder megen livsvisdom, fantasi og humor, er også en stor inspirationskilde.

Min faglige uddannelse er en håndarbejdslæreruddannelse fra Odense Fagskole og håndarbejdsseminarium i 1993.
I 2005 har jeg suppleret uddannelsen med en Pædagogisk Diplomuddannelse i De frie Skolers tradition og pædagogik.
Jeg har i 12 år undervist på Odense Fagskole i fagene tekstiltryk, ideudvikling, farveteori, komposition, skind og læder som hovedfag. Desuden varetog jeg opgaver som liniekoordinator, skemalægger, kontaktperson til Internationale projekter og udvikling af ekskursioner.
Sideløbende har jeg afholdt diverse kurser for aftenskoler og højskoler.

Min håndværkmæssige baggrund tager desuden afsæt i, at jeg er født ind i en kreativ familien. Siden hen har jeg giftet mig med Allan Bo Jensen, der supplere med endnu en dimension af den kreative vifte.
Vi har sammen fået to piger, Lea og Neel, som begge er i gang med at udvikle deres kunstneriske evner.

Som privatperson har jeg holdt forskellige udstillinger, hovedsageligt med mine papirklip, men i de senere år har jeg udstillet fotografier i samspil med Allan Bo Jensen og hans skulpturer.

I 2001 vandt Skulpturværkstedet en sølvpris i et International Skulptursymposium i Argentina hvor jeg indgik i et samarbejde omkring ideudviklingen og udførelsen af skulpturen.

I 2002 repræsenterede jeg Danmark med et stykke tekstil (1,5x2,5 m.), ved den International flagudstilling "Poetry of the Winds. 2002 Flag Art Festival. 2002 FIFA Wold Cup Korea/Japan."

I 2008 deltog vi (Allan og jeg) i et Internationalt Skulptursymposium i San Martin, Argentina. Skulpturen "Metamorfose" vandt to priser og for første gang blandede vi de tre materialer læder, silke og træ sammen for at opnå vores udtryk.

I 2010 fik jeg den spændende opgave at lave Odense kommunes gave til Hendes Kongelige Højhed Dronning Magrethe i anledningen af hendes 70 års fødselsdag. Dronningen fik et stort tørklæde/sjal i rosa silkesatin med brunt "Havfrue" print og psaligrafi billedet "Dronning af havet".

Jeg har været behjælpelig med illustrationer til Forlaget Modtryk og forsidefotos til Uddannelses Afdelingen i Århus amt.

Tilbage >